Nanna er jurist og rådgiver om digital regulering med særligt fokus på databeskyttelse.
Hun arbejder bredt med de opgaver, der får GDPR til at fungere i organisationers daglige drift. Det omfatter blandt andet fortegnelser, databehandleraftaler, konsekvensanalyser, politikker og retningslinjer samt rådgivning om konkrete spørgsmål i den løbende håndtering af personoplysninger.
For Nanna er den juridiske vurdering kun én del af opgaven. Resultatet skal også kunne anvendes af de mennesker, der bagefter har ansvaret for at gennemføre det.
Derfor er hun optaget af, hvordan juridiske vurderinger kan omsættes til klare arbejdsgange, tydelige ansvarsforhold og dokumentation, der passer til den organisation, den skal fungere i.
Det gælder eksempelvis, når en politik skal være mere end et dokument, der bliver godkendt og lagt på intranettet, eller når en databeskyttelsesproces skal fungere på tværs af flere funktioner med forskellige faglige forudsætninger.
Nanna arbejder både sammen med offentlige og private organisationer. Det har givet hende erfaring med, hvor forskelligt den samme databeskyttelsesretlige problemstilling kan se ud, alt efter hvilken organisation den opstår i. Organisationens størrelse, opbygning, arbejdsgange og de mennesker, der skal håndtere reglerne i hverdagen, har betydning for, hvordan en løsning bør skrues sammen.
Inden Nanna kom til Lex Futura, arbejdede hun i advokatbranchen, hvor hun opbyggede erfaring med databeskyttelse i både offentlige og private organisationer.
