Private virksomheder

– HJÆLP TIL DIGITAL COMPLIANCE I PRIVATE VIRKSOMHEDER

De fleste virksomheder kigger i disse år ind i en virkelighed, hvor nye teknologier og den digitale agenda får voksende betydning. F.eks. indtænkes flere teknologiske løsninger såsom Google Analytics, TikTok og ChatGPT i en virksomheds vej til optimering og vækst. De virksomheder, som udnytter de rigtige teknologier og digitale løsninger, opnår en konkurrencefordel og udvider måske endda deres marked (og markedsandele). Virksomheders brug af nye teknologier og digitale løsninger er derfor blevet et uundgåeligt konkurrenceparameter, der samtidig stiller høje krav til virksomhedens digitale compliance.

Danske virksomheder med globale dimensioner

I dag har både globale koncerner, og et rent nationalt foretagende, globale dimensioner (grænseoverskridende processer). Det skyldes, at alle virksomheder i dag anvender teknologiske løsninger, som med stor sandsynlighed ikke driftes samme sted, som løsningen anvendes. Det er f.eks. tilfældet med cloudløsninger, som anvendes af medarbejderne til tekstbehandling eller mailkorrespondance, ligesom danske produktionsvirksomheder kan få deres maskiner overvåget eller serviceret på distancen via IoT-teknologi eller mødes med leverandører og samarbejdspartnere i metaverse.

Organisatorisk forankring og ansvar hænger sammen

Mange teknologiprojekter er oprindeligt startet i et hjørne af en virksomhed, hvor en medarbejder har fået en god ide til f.eks. at bruge en app eller et stykke software til at understøtte en proces. Når en virksomhed efterhånden anvender et stigende antal teknologier og digitale løsninger bliver den organisatoriske forankring altafgørende for, at ansvaret for løsningerne, herunder regeloverholdelsen, er rigtigt placeret i organisationen, f.eks. at alle lovpligtige impact assessments gennemføres og dokumenteres. Herved sikrer virksomheden også at have det mest korrekte samlede digitale risikobillede.

Fuld scale globalisering

I dag er globale virksomheder ikke bare virksomheder med datterselskaber og leverandører i mange lande. Globale virksomheder kan også være virksomheder, som har medarbejdere og tætte samarbejdspartnere placeret overalt på kloden, fordi den nødvendige ekspertise findes dér. Globale forretningsmodeller indebærer, at enorme mængder af data, herunder personoplysninger, flyttes rundt i den digitale verden uden at respektere fysiske landegrænser. Dette kræver, at virksomheden implementerer et globalt databeskyttelsessetup, så personoplysninger i videst muligt omfang kan flyde frit.

Stigende udnyttelse af data

I disse år arbejder mange virksomheder mod en større grad af udnyttelse af de data, som findes og på daglig basis genereres i virksomhedens utallige processer. Data struktureres og anvendes til udvikling og træning af algoritmer, som f.eks. skal hjælpe virksomheden til at optimere produktionen yderligere, eller til at understøtte medarbejderne i deres arbejde. Når en virksomhed anvender data, herunder personoplysninger, til udvikling og løbende træning af algoritmer, skal anvendelse overholde de relevante regelsæt.