Offentlige myndigheder
– Hjælp til digital compliance i offentlige myndigheder
Brug af ny teknologi er nødvendigt i fremtidens velfærdssamfund. Færre midler og færre medarbejdere i kombination med stigende krav fra borgere får offentlige myndigheder til at tage digitale løsninger til hjælp.
Nye apps og systemer vil registrere og behandle en voksende mængde af data om borgere og ansatte. For at overholde de forvaltningsretlige regler og de regelsæt, teknologierne er underlagt, er alle offentlige instanser nødt til at arbejde med digital compliance.
Tillid er en forudsætning for fortsat digitalisering
Hvis borgerne og medarbejdere ikke har tillid til offentlige myndigheders teknologiske løsninger, vil brugen af løsningerne skabe usikkerhed. Lav eller ingen tillid kan f.eks. skyldes manglende transparens i behandling af personoplysninger. Det kan være problematisk, hvis myndigheder, som mangler menneskelige ressourcer, ikke kan bruge teknologiske løsninger. Manglende tillid kan også starte en spiral af anmodninger om aktindsigt, klagesager og generel modstand mod myndighedens arbejde.
Teknologisk transparens
Når leverandører præsenterer offentlige myndigheder for nye teknologiske løsninger, har leverandørerne naturligt nok fokus på løsningens funktionalitet. For eksempel hvordan en app bidrager til optimering af arbejdsgange i Vej og Park.
Her skal leverandøren også levere en teknisk beskrivelse af funktionaliteten, så det er tydeligt, hvilke underleverandører der får adgang til data. Den er en forudsætning for, at myndigheden kan leve op til regelsæt og digital compliance.
Testprojekter ser bort fra reglerne – nogle gange
Implementering af ny teknologi starter naturligt med gennemførsel af et testprojekt. Det kan være at indsamle erfaring med teknologiens funktion i forhold til de borgere og medarbejdere, som skal anvende løsningen.
I nogle testprojekter ser de ansvarlige bort fra overholdelse af regelsæt med den konsekvens, at det kræver store og dyre ændringer at få projektet fra test til drift. Havde den teknologiske løsning været undersøgt i forhold til overholdelse af relevante regler, kunne myndigheden have sparet tid og penge.
Flere data er en forudsætning for velfærdssamfundet
I fremtiden bliver det sværere at skaffe arbejdskraft. Når de menneskelige ressourcer på ældre- og sundhedsområdet skal bruges bedst muligt, må teknologien tage over på dokumentation og trivielle opgaver. Konsekvensen er, at mængden af personoplysninger stiger.
For eksempel benytter flere kommuner videokameraer og sensorer til at overvåge beboere på plejehjem om natten. Formålet er, at personalet kan kontrollere, om beboeren ikke er faldet ud af sengen og har det godt uden fysisk at gå ind på værelset og måske forstyrre.